Fra et russisk-ortodokst perspektiv kan selve begrebet “individualisme”, som er det grundlæggende princip i det amerikanske samfund, kun virkelig forenes med kristendommen i det omfang, det henviser til “individer”, der lever i “trinitarisk fællesskab” med deres naboer. Det er én ting at sige “elsk din næste som dig selv”, men noget helt andet at gøre det i virkeligheden. Kravet er IKKE, at du “kan lide” dine naboer som “individer”, det er, at du “elsker dem som dig selv”.
På den anden side er ulempen ved “sobornost”, at den giver mulighed for, at en herskende elite kan misbruge masserne. Det er et aspekt af den slags problemer, som den amerikanske revolution forsøgte at rette op på med sin vægt på “individets” politiske rettigheder.
Når vi sammenligner og modstiller de relative fordele og omkostninger ved “sobornost” versus “individualisme” for et samfund, hvor flertallet hævder at være syndere, der kæmper for at være kristne, opfordrer jeg mine amerikanske kolleger til at tænke længe og grundigt over Herrens ord i Johannes 4:23-24: “Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, kan kun tilbede i ånd og virkelighed (min fremhævelse).” Det er IKKE nok at bede. Du skal bede og også VÆRE din bøn og også “elske din næste som dig selv” i virkeligheden. Og virkeligheden defineres selvfølgelig af den sociale kontekst, du befinder dig i.
Mens kristendommen har været praktiseret i Rusland i mere end tusind år og nu trives i den postkommunistiske æra, “kristendom” i det “unge” USA efter alt at dømme faldet støt siden starten på “Reagans økonomiske mirakel”. Ironisk nok er der dog selv efter dette “fald” en langt større procentdel af befolkningen, der regelmæssigt deltager i primært protestantiske kristne gudstjenester i USA (ca. 23 %) (13), som ortodokse i bedste fald anser for at være “udvandede”, end der regelmæssigt deltager i det strenge “forsamlingssakramente” i Kristi mystiske legeme i Rusland (ca. 7 %) (14). Selv efter denne “tilbagegang” deltager omkring 23 % af den amerikanske befolkning stadig regelmæssigt i protestantiske gudstjenester! Dette er utvetydigt positivt. Den følelse af fællesskab med andre mennesker og deres familier, som dette giver, og indsatsen for at bede sammen i det åndelige mareridt, som “Reagans økonomiske mirakel” er, kan i sig selv være “livgivende”. Men det er næsten helt uden virkning som “gærens målestok”, der “rejser helheden” inden for den “individualismens kult”, der findes under Mammons statskirke. Det skyldes, at den sataniske sociale kontekst i “Reagans økonomiske mirakel”-samfund ikke reagerer på det åndelige fænomen “et mål gær”.
En tydelig manifestation af den fortsatte “sobnornost” i det russiske samfund og kontrasten til den amerikanske “individualisme” er det fuldstændige fravær af det, amerikanerne kalder en følelse af “personligt rum”. Selvfølgelig har russere, som alle andre, en fornemmelse af deres “tilstedeværelse”, som de “projicerer”. Men denne “projektion” er mere eller mindre begrænset til de fysiske konturer af deres kroppe. Der findes simpelthen ikke noget i det russiske samfund, der svarer til amerikanernes følelse af “personligt rum”, som kan “invaderes”. (Bemærk, at dette begreb om “personligt rum” i sagens natur er i strid med “at elske sin næste som sig selv”, som jeg vil forsøge at forklare senere). Russere er vant til at vente tålmodigt i køer og bevæge sig med massetransport i en overfyldt strøm af fodgængere. Langt de fleste bor i overfyldte lejlighedskomplekser. Og selv russere, der kører bil (ca. 1 ud af 3), er endnu ikke gået over til det amerikanske motiv med “projektion” fra deres mobile egoisolationskamre.
I modsætning til “invidualismens kult” sikrer princippet om “sobornost”, som (i det mindste indtil videre) stadig er manifesteret i det russiske samfund, at der på det kollektive plan stadig er enhed i kærlighed – man kunne kalde det enhed i “det russiske folks kærlighed”. (15) Det er i denne sammenhæng, at russiske syndere, der kæmper for at være kristne, er forpligtet til at tilbede “i ånd og virkelighed“. At “elske sin næste som sig selv” er meget lettere i denne sammenhæng, fordi det allerede til en vis grad er indbygget i “sobornost”. I denne sociale sammenhæng er den samvittighedsfulde indsats fra en forholdsvis lille procentdel af befolkningen (f.eks. 7 %) for at “elske din næste som dig selv” et direkte udtryk for fænomenet “gærens mål”.
Der findes ikke noget, der bare tilnærmelsesvis kan sammenlignes med “sobornost” i “individualismens kult”. For at forklare dette punkt vil jeg påberåbe mig begrebet “superorganisme”. Med det mener jeg en generaliseret organisme, der består af mange andre organismer, som arbejder sammen og ikke kan overleve individuelt. Gennem overlevelsen af “sobornost” er “superrusseren” stadig en “organisme”, der udviser “ånd”. “Superamerikaneren” er ikke blot summen af sine “individualismekult”-dele. Men uanset hvad den engang har været, er den også blevet forvandlet af “Reagans økonomiske mirakel”. “Super-amerikaneren” fra “Norman Rockwell”-dagene, da de “gode økonomiske nyheder” var, at “opsparingerne er steget”, da “individer” levede i “fællesskab” med deres naboer, da valg stadig var meningsfulde og effektivt et åndeligt ritual i “kirken” med “konstitutionel pluralisme” – det var noget, som syndere, der kæmpede for at være kristne, kunne deltage i med god samvittighed. Men nu er “superamerikaneren” blevet noget åndsforladt og efter min mening skræmmende. “Superamerikaneren” er nu langt fra at være en venlig, omsorgsfuld “supra-mor”, hvor forbrugerne finder kollektiv kærlighed og en følelse af at høre til. Den er i stedet en dehumaniserende maskine, indbegrebet af “mekanisk kapitalisme” og dens “uendeligt stigende forbrugskanon” (samt den bevidste udøver af lukrative massemord på fremmede mennesker i forsvaret af “demokratiet” mod dets modstandere, som f.eks. de onde russere).
Jeg opfordrer mine amerikanske kolleger til at tænke længe og grundigt over, hvorfor amerikanske forbrugere er uvidende om “superamerikanerens” uhyggelige karakter. Jeg vil med al respekt påstå, at det er konsekvensen af “kognitiv dissonans”, hvor den “individuelle” forbruger fortsætter dag for dag i tillid til sin egen anstændighed og respekt for andre. Med al respekt vil jeg påstå, at amerikanske syndere, der kæmper for at være kristne, har accepteret denne “kognitive dissonans”, primært fordi de er blevet bildt ind, at deres “personlige forhold til Kristus” er det eneste, der betyder noget. I stedet for at arbejde for “enhed” (dvs. “trinitarisk fællesskab”) med deres naboer er de blevet forledt til at acceptere overfladisk venlighed over for andre forbrugere som “at elske din næste som dig selv”.
Den ortodokse lære er, at “at elske din næste som dig selv” i “forsamlingens sakramente” i Kristi mystiske legeme, dvs. i Kristi liturgi, spiller en grundlæggende rolle i processen med at lære at kende, hvem “dig selv” egentlig er, når krop, sjæl og ånd er forenet, fri af ens fald. Og regelmæssig deltagelse i forsamlingen er det middel, hvormed vi er i stand til at huske “dig selv” i den fortsatte kamp for at leve i fred og omvendelse. Ikke sjældent kræver handlingen “at elske din næste som dig selv” i virkeligheden en indre konfrontation med og modstand mod ens dårligdom, præcis som vi oplever i hver eneste gentagelse af Kristi liturgi.
En interessant kontrast til “superamerikaneren” findes i Danmark, hvor jeg boede i 20 år som medlem af en blomstrende russisk-ortodoks menighed i København. Danskerne er bestemt kollektivister, og selv om det store flertal erklærer sig som ateister, lever de (i hvert fald indtil videre) en mere eller mindre de facto kristen livsstil, hvor de virkelig “elsker din (danske) næste som dig selv”. “Superdanskeren” er faktisk (i hvert fald indtil videre) en venlig, omsorgsfuld “supra-mor”. Hvem af disse to “gjorde deres fars vilje” i henhold til lignelsen om de to sønner (Matthæus 21:31), de ateistiske danskere eller de bibeltro amerikanere, der dyrker individualismen?
Bemærkninger:
(13) Decline of Christianity in the U.S. Has Slowed, May Have Leveled Off,” Pew Research Center, februar 2025, Communication 202.419.4372 (på engelsk)
(14) “Russerne vender tilbage til religionen, men ikke til kirken”, Pew Research Center, februar 2014, kommunikation 202.419.4562.
(15) Udtrykket “det russiske folk” gælder også for ukrainere og hviderussere, og fænomenet “sobornost” er også tydeligt inden for en bredere gruppe af ortodokse folkeslag.
Skriv en kommentar