Hvad sker der i den ortodokse verden i dag? Det økumeniske patriarkat har skabt en “opgør”-positur med Moskvas patriarkat. EN af de to tjener, som alle parter i tvisten indrømmer, nødvendigvis åbent Satans interesser.
Men hvilken af de to er det?
(a). Ortodoks individualisme.
Ifølge patriark Bartholomæus er den “russiske verdens”-teologi “uhellig og kættersk”. (87) Denne teologi er baseret på ideen om, at det “russiske folk”, som inkluderer genetisk identiske ukrainere og hviderussere, blev dedikeret af Gud til en særlig, hellig mission med at opbygge (og i den postkommunistiske verden genopbygge) “Det hellige Rusland”.
Et beslægtet aspekt af den “russiske verdens”-teologi er, at østlig ortodoksi definerer et “transnationalt civilisationsrum”, som er karakteriseret af, hvad mange omtaler som “russisk sjæl”, hvad enten det er med henvisning til serbere eller bulgarere eller endda ikke-slavisk rumænere eller georgiere.
Patriark Bartholomæus kan derimod med rette kaldes centrum for “vestlig ortodoksi”. Mindst 70% af de ortodokse kristne i USA er formelt underlagt hans åndelige jurisdiktion. (88) Hans hjemland Grækenland, fødestedet for den vestlige civilisation, er forfatningsmæssigt officielt et “ortodoks kristent” land. Men som politisk realitet er dette tydeligvis ikke længere sandt. Grækenland kan på et vist niveau sammenlignes med Danmark, hvis “kristne” “statskirke” udgør 72% af befolkningen, hvoraf kun 15% fortsat tror på “guddommelig magt”. (89) (Diskuteret i indlæg 16 “Åh sig, vajer det banner, som Jesus holder, stadig?” og 20 “Den russisk-ortodokse krise i København.”)
Det fremtrædende træk, der adskiller “vestlig ortodoksi” fra “østlig ortodoksi” og den “russiske verden”, er den sociale kontekst, inden for hvilken syndere, der kæmper for at være ortodokse kristne, skal arbejde for at VÆRE deres bøn og “elske din næste som dig selv”. Bartholomew instruerer de troende i, at det er helt i orden at “gå med strømmen” i vestlige “Reagan økonomiske mirakel”, “mekaniske kapitalistiske” “individualismekult”-samfund, mens de lever deres liv på jorden. Hans teologi kan med rimelighed betegnes som “ortodoks individualisme”.
Patriark Bartholomews “ortodokse individualisme” bliver stadig mere populær i USA, især blandt unge amerikanere (90). Ved første øjekast virker dette som en positiv udvikling. Amerikanerne er begyndt at indse, at ortodoksi er uendeligt mere meningsfuldt og tilfredsstillende end protestantisme. Alligevel, i hverdagen, uden for forsamlingens sakramente, “følger de med strømmen” i “Reagans økonomiske mirakel”-samfund og gør kun lidt, om nogen, indsats for at helbrede den grundlæggende amerikanske åndelige sygdom – “følelsen af personligt rum” (beskrevet detaljeret i indlæg 22).
Et af de centrale temaer i denne blog er “mekanisk kapitalisme” (det “Reagans økonomiske mirakel”) som en politisk og økonomisk orden, der har fået en satanisk karakter. (For flere detaljer, se indlæg 18, “Fjernelse af bindestregen fra kristen-satanistisk”).
“Ortodoks individualisme” overbeviser syndere, der længes efter kristendommen, om, at man i sådanne samfund virkelig kan opnå et ortodoks kristent hjerte ved at leve NOGET ANDET end at svømme mod strømmen. Denne “anden”, for at bruge Bartholomews eget udtryk, er “uhellig og kættersk”.
(b). Den “russiske verden”.
I modsætning hertil er den sociale kontekst, inden for hvilken syndere, der kæmper for at være ortodokse kristne, må arbejde i det østlige tilfælde, karakteriseret af det mystiske åndelige fænomen “sobornost”, som stadig er en del af det “sociale stof” efter 1000 års ortodoks kristendom. (Diskuteret i indlæg 21, “Sobornost” – den åndelige komponent af økonomien i det russiske samfund.) Jeg kan personligt bevidne dette. Jeg er selv amerikaner, der bor i Rusland som en selvudnævnt “åndelig flygtning” (dvs. politisk flygtning, der er vendt hjem åndeligt). “Sobornost” er det grundlæggende civilisationsmæssige kendetegn ved den “russiske verden”.
“Sobornost” er efter alt at dømme blevet stærkt formindsket i Rusland sammenlignet med, hvad det engang var i de prækommunistiske dage under “Det Hellige Rus” og endda i de kommunistiske og tidlige postkommunistiske dage. Og det igangværende “angreb” på “sobornost” kan faktisk for det meste tilskrives det vestlige system af forbrugerkapitalisme, som Vesten med magt påtvang Rusland efter kommunisternes fald.
Men i det mindste for nu forbliver “sobornost” på et niveau, der er tilstrækkeligt til at støtte syndere, der kæmper for at være kristne i det ortodokse kristne åndelige arbejde, mens de “svømmer MED samfundets strøm”. Det er umuligt at overvurdere den dybe betydning af dette. “Sobornost” giver det, jeg kalder en “velsignet midte” – en “åndelig enhed”, der eksisterer i “rummet mellem” de “to verdener” af “mand” og “kvinde”, der er defineret af “kødets tyngdekraft” (dvs. “kødets lidenskaber”). (Bemærk, at der kun er “to verdener” og ikke 72, som det er tilfældet i Bartholomæus’ “frie og demokratiske” Vesten med dets tendens til, hvad præsident Putin har kaldt “kønsterrorisme”). Jeg tror derfor, det er fuldt ud muligt blot at fortsætte den “bønnelige vagt”, der udføres fra det “liturgiske sakramente”, ind i hverdagen, ud på gaden. I denne sociale kontekst er det muligt at leve i fred og omvendelse, arbejde på at VÆRE sin bøn og overvinde sit eget kødelige lidenskaber ved at “elske din næste som dig selv”, naturligvis ved at bruge forskellige metoder i tilfældet med sin “kvindelige” næste sammenlignet med sin “mandlige” næste. Resultatet af dette arbejde er, at man bevidst ankommer til den “velsignede midte” og dermed yderligere styrker selve den “sobornost”, der gjorde dette muligt. (Diskuteret i indlæg 17 “‘Gærmålets’ effekt.”)
Udsigten fra den “velsignede midte” er ydmygende, ærefrygtindgydende og betagende. Man bliver bevidst om Skaberens kærlighed, der regner ned over os, i en langvarig oplevelse af “liturgisk tid” i hverdagen. Efter min erfaring er intet lignende muligt i USA, fordi det niveau af åndelig sammenhæng, som dette kræver, simpelthen ikke eksisterer inden for “individualismens kult” i Bartholomæus’ Vesten.
Efter min erfaring kræver det samme åndelige arbejde, der fører mig til den “velsignede midte”, hvor jeg svømmer MED strømmen i det russiske samfund, en nærmest sisyfosisk kamp for at “svømme modstrøms” i USA. Og selv da kan man kun meget kortvarigt opleve bevidstheden om Skaberens kærlighed, der regner ned over os. (Diskuteret i indlæg 5, “Bønnen om, at jeg er i Kristus i brystet.”)
(c). Fredens triumf.
Den økumeniske patriark hævder at bede uophørligt for “fredens triumf”. (87) Man kan ikke lade være med at undre sig over, om han havde været gammel nok til at vide, hvordan man beder i 1941, da tyskerne invaderede Sovjetunionen, for hvilken side han så ville have bedt?
Han beder åbent for NATO’s side i det, han kalder den “russiske invasion af Ukraine”. Og alligevel finder han ingen fejl hos USA (hvorfra stort set al hans finansiering stammer), som var fuldt ud klar over, at DE BEVIDST provokerede den uundgåelige krig for at “udvide Rusland” (91) – en handling, der var slemt fejlberegnet for at have givet midlerne til at kollapse den post-Jeltsin-orden i Rusland.
Bartholomew hævder kun at ønske “fredens triumf”, (87), selvom hans “opgør” med Moskva-patriarkatet har “pudset til flammerne” i den europæiske march til krig med Rusland. Nu, hvor verden står på randen af kollapset af “Reagans økonomiske mirakel”, er alle de vestlige “Reagans økonomiske mirakel”-samfund blevet mere eller mindre identiske i regeringsførelseskarakter baseret på mere eller mindre meningsløse “demokratiske processer”. Alle har yderst upopulære (og desperate) regeringer. Alle er i trit, støttet af Storbritanniens kong Charles, der åbent opfordrer USA til at forberede sig på “opgør” med de onde russere. (92) Kong Charles’ Storbritannien er det samme Storbritannien, der forhindrede “Det Hellige Rus” i at generobre Konstantinopel fra tyrkerne ikke én gang, ikke to gange, men tre gange (93). Det er det samme Storbritannien, der var medvirkende til ødelæggelsen af ”Det Hellige Rus” gennem omstyrtelsen af zar Nikolaj II (93), for at fremme dets århundreder gamle fjendskab til Rusland (94).
Bartholomew er tydeligvis mindre bekymret over udsigten til, at millioner af unge europæere bliver sendt for at dø i kampen mod Rusland, end over udsigten til, at disse samme unge europæere i stedet måske kæmper for at blive fri fra deres egen sataniske politiske økonomiske orden – den samme vestlige orden, som Bartholomew åbent støtter og opfordrer de troende til at adlyde og “gå med strømmen” indeni i praksis af “ortodoks individualisme”.
Bartholomews påstand er HELT VILDT, og jeg tror næsten helt sikkert, at det er BEVIDST FALSK, at russiske “kirkelige skikkelser har adopteret og gentaget” den “russiske verdens”-teologi, fordi de “underkaster sig de politiske myndigheders diktater”. (87) Jeg kan hævde dette med absolut sikkerhed, ud fra førstehåndsviden og personlig viden, da jeg bor i Rusland og kender mange oprigtige, ydmyge russisk-ortodokse præster, der slutter sig til det overvældende flertal af præster i at støtte denne holdning.
Ingen kan seriøst påstå, at “systemet” i Rusland er godt. Det er det ikke. Det er tydeligvis på vej mod den samme slags “mekanisk kapitalisme”, der sataniserede Vesten. Og det kunne potentielt blive endnu værre end Vesten i forsøget på at skabe kommunistisk kontrol over befolkningen uden at give nogen af de meget reelle praktiske fordele ved det kommunistiske samfund.
Men det, der kan hævdes, er, at “systemet” i Rusland KAN ændre kurs og reformere sig selv, efter at det har afsluttet forsvaret mod Vestens “uhellige” forsøg på at “dele og erobre” den “russiske verden”. Det er endnu ikke for sent at bevare “sobornost” i Rusland. Bestræbelserne på at gøre det er et centralt tema i denne blog. (Diskuteret i indlæg 19 “Fortrop for ‘Livets Økonomi’ – ‘Arbejderforening inden for Ruslands økonomiske organ.’”)
87. “Ec. Patr. Bartholomew i TA NEA Weekend: ‘Hvorfor skulle jeg frygte russisk propaganda?’”, Orthodox Observer, 26. januar 2026.
88. “Forening af den ortodokse kirke i Amerika,” Ancient Faith Blogs, 30. september 2014
89. “Hvorfor er danskere og svenskere så irreligiøse?,” P. Zuckerman (2009) Nordic Journal of Religion and Society 22(1):55.
90. “Ortodokse kirkebænke er overfyldte med konvertitter,” The New York Times, 19. november 2025.
91. Udvidelse af Rusland: Konkurrence fra fordelagtig grund, R. Cohen et al. Rand Corporation (2019)
92. “Kong Charles roser NATO og opfordrer til forsvar af Ukraine i en central tale under Trumps besøg,” The Guardian, 28. april 2026.
93. Hvordan briterne opfandt kommunismen (og gav jøderne skylden), R. Poe (2024) ISBN-13 979-8990751002
94. “Karl III og Storbritanniens patologiske besættelse af Rusland,” Alex Krainer substack, 29. april 2026.
Skriv en kommentar