Vinduet i midten af hovedalteret i den spektakulære Isak-katedral i Sankt Petersborg er et glasmaleri, som viser Jesus, der holder et flag med et hvidt kors på en rød baggrund. Det er det gamle flag for Kristi opstandelse, og det ligner også meget det danske flag. Det hvide kors er et symbol på renhed og opstandelse og står på en baggrund af udgydt blod.
Ifølge folketroen faldt det danske flag, kendt som Dannebrog, “ned fra himlen” under slaget ved Lyndanisse (kristne danskere mod hedninge) den 15. juni 1219, hvilket var et tegn på guddommelig støtte til kong Valdemar II og førte til en dansk sejr: “Ved dette vil du vinde.”
Historisk set var de ærværdige samfund i både Danmark og Rusland oprindeligt organiseret under en kristen statskirke. I dagens Danmark tror kun omkring 15 % af befolkningen stadig på “guddommelig magt”, men 72 % er fortsat medlemmer af den lutherske “statskirke” (52), som er en slags kulturklub. (Med hensyn til denne “statskirkes” “kristne” karakter blev der offentliggjort to episoder, hvor velbetalte “præster” offentligt kom med chokerende kommentarer uden at miste deres job, i det ene tilfælde “Jeg tror ikke på Gud, men jeg synes, det er godt, at andre mennesker gør det”, og i det andet “Jeg besluttede at holde gudstjeneste om lørdagen, så jeg kunne tilbringe søndagen hjemme med min familie.”) I nutidens Rusland, efter kommunisternes fald, identificerer 72 % af befolkningen sig som ortodokse kristne. (53) Præster i Rusland er på ingen måde velbetalte. Selv biskoppernes tendens til at køre rundt i Mercedes-biler handler mindre om griskhed end om at blive betragtet som “ligeværdige” med de russiske kapitalister som “samfundets søjler”.
Nutidens Danmark og Rusland fortsætter hver især med at manifestere et vigtigt kendetegn ved et samfund, der er grundlagt på princippet “elsk din næste som dig selv”: Dette er det åndelige fænomen, hvorved individer eksisterer i “trinitarisk fællesskab” inden for en højere, kollektiv “kærlighed til folket”.
Det er meget udtalt i Danmark. Den samme åndelige kollektive kærlighed, som samler danskerne, “skubber” udlændinge ud, som (selv amerikanere) uvægerligt udvikler en følelse af fremmedgørelse, selv om danskerne oprigtigt lever efter princippet “elsk din danske nabo som dig selv” og ikke bevidst udelukker andre etniciteter.
Effekten er mere subtil i Rusland. Der er ikke noget element af “fremmedgørelse”, idet den kollektive “kærlighed til det russiske folk” (som relaterer mere til ortodoks spiritualitet end til russisk etnicitet) ikke “skubber” tatarer eller nogen af de mange etniske minoriteter, der lever fredeligt sammen her, ud. I Rusland udviklede dette fænomen sig i Det Hellige Ruslands tid og er kendt som “sobornost”. (Diskuteret i indlæg 2 – “Den ‘åndelige komponent’ i økonomien i Den Russiske Føderation”).
Den kollektive “kærlighed til det danske folk” i dagens Danmark kan let skelnes fra (hvad der er tilbage af) “sobornost” i dagens Rusland. På den ene side er det danske fænomen en manifestation af “næstekærlighed som dig selv”. Danskerne “gør deres fars vilje”, som det hedder i lignelsen om de to sønner (Matt 21,31). Og i den henseende er Kristus stadig “derinde et sted”, uanset om ateistiske danskere tror på det eller ej. Dette står i skarp kontrast til situationen i USA – den amerikanske politisk-økonomiske orden med “mekanisk kapitalisme” “kommodificerer” den “menneskelige personlighed” som et “upersonligt modul i et forbrugerteknologisk system” og gør dermed samfundet “åndløst”, dvs. ude af stand til “trinitarisk fællesskab”. Mens danskerne (indtil videre) stadig er åndeligt forenet i den kollektive “kærlighed til det danske folk”, er de amerikanske forbrugere “forenet” i, hvad jeg anser for at være en skræmmende, “åndsløs” økonomisk maskine, der skaber materiel velfærd for individer, der lever i en åndelig ødemark.
Danskerne har meget til fælles med russerne og har en fælles historie. Den sidste zar Nikolai II, som led martyrdøden under kommunisterne og nu er anerkendt som ortodoks helgen, var halvt dansker. Han tilbragte sine somre i København, da han voksede op.
I modsætning hertil har danskerne næsten intet til fælles med amerikanerne. Og alligevel, ironisk nok, har nutidens danskere højlydt afvist alle bånd til Rusland til fordel for en tilpasning til “Reagans økonomiske mirakel” USA – selv til det punkt, hvor lille Danmark sendte soldater til at dø i amerikanske krige i Irak og Afghanistan. Den berømte russisk-ortodokse kirke i Københavns centrum, som blev bygget på den anden side af gaden fra det danske kongeslot af zar Nikolajs forældre (for egen regning), og som var mit sogn i mange år, omtaler nu sig selv som “russisk med et lille r” og hævder at være “styret af New York snarere end af Moskva” (54).
Danskerne følger i amerikanernes fodspor! Man kan sige, at de har opgivet deres “førstefødselsret” til fordel for en giftig skål med “Reagan Economic Miracle”-grød. I løbet af mine 20 år i Danmark var jeg vidne til den gradvise nedbrydning af danskernes åndeligt udviklede tilstand. For at kunne VAÆRE deres bøn har syndere, der kæmper for at være ortodokse kristne i dagens Danmark, nu intet andet valg end at “svømme mod strømmen” i samfundet. Jeg tror, det skyldes, at der er meget lidt “bønhørlighed”, der bidrager til den kollektive “kærlighed af danske folk” – den “fodres” af de overvejende ateistiske danskere selv. (Dette er ikke kun min mening, men også en mening, der deles af en af mine gode danske venner, som tidligere var ortodoks præst).
I modsætning til det danske fænomen er det min erfaring, at fordi “sobornost” stadig er tydelig i nutidens Rusland, er det let muligt for syndere, der kæmper for at være ortodokse kristne, at VAÆRE deres bøn, mens de “svømmer med strømmen” i samfundet. Jeg tror, det skyldes, at “sobornost” faktisk “næres” af massernes bønlige længsler og af “surdej”-effekten (se Matthæus 13:33), hvor en lille procentdel (7 %)(53) af seriøse kirkegængere, der regelmæssigt deltager i “forsamlingens sakramente” i “Kristi mystiske legeme”, aktivt bidrager til dets “vedligeholdelse”. (Diskuteret i indlæg 13 – “Breve til min gudsøn om ‘folkets arbejde’ og Ruslands fremtid – (e). At tage det ud på gaden.”)
Indtil videre vajer Kristi opstandelses banner i hvert fald stadig over Rusland. Tal om “udgydt blod”! Det er svært helt at forstå omfanget af russisk blod (som genetisk ikke kan skelnes fra “ukrainsk” blod), der er blevet udgydt, for at det moderne Rusland kunne nå det punkt, det nu har nået – hvor Rusland alene var stærkt nok til at kunne “tage kampen op” mod det globale “Reagan-økonomiske mirakel”. Rusland har indtil videre bevaret sit åndelige velbefindende. Men det er i øjeblikket på vej mod en russisk version af “mekanisk kapitalisme”, som i alarmerende grad ligner det, der i sidste ende “sataniserede” det engang så ædle USA. Så det er på ingen måde klart, hvordan det russiske samfund vil udvikle sig herfra. Der er helt klart en betydelig risiko for, at de 72 % af russerne, der i dag identificerer sig som “ortodokse kristne”, i takt med at det “materielle niveau” stiger, i sidste ende kan blive som de 57% af danskerne, der ikke tror på “guddommelige kræfter”, men som stadig er medlemmer af “statskirkens” “kulturklub”!
Hvad angår Danmark, er der ingen tvivl om, at danskerne har opnået en åndeligt udviklet tilstand sammenlignet med den usammenhængende “kult af individualisme”, der udtrykkes af de “unge” amerikanere, som de slavisk følger. Danskerne elsker at vifte med det danske flag til fødselsdage, festligheder og så videre. Men det er bare endnu en “kulturel praksis” ligesom selve den danske “statskirke”. Det er svært at se, hvordan det på nogen måde har en intentionel og bevidst forbindelse til Kristus.
Alligevel er der stadig håb for Danmark. Og det hænger sammen med det håb, der er tilbage for selve USA (omtalt i indlæg 4 – “Det store håb – at ‘gøre Amerika godt igen’.”) Jeg tror, at det globale “Reagan-økonomiske mirakel” snart vil bryde sammen, og det vil også gå ud over Danmark. Danskerne vil blive stillet over for et valg: Hvordan skal vi genopbygge samfundet?
Det er fristende at håbe på, at danskerne i sidste ende vil vende tilbage til “deres rødder” og til den martrede halvdanske zar og i processen konvertere infrastrukturen i deres “statskirke” “kulturklub” til ægte ortodoksi.
Bemærkninger:
(52). “Hvorfor er danskere og svenskere så irreligiøse?”, P. Zuckerman (2009) Nordic Journal of Religion and Society 22(1):55.
(53). “Russians Return to Religion, But Not to Church”, Pew Research Center, februar 2014, kommunikation 202.419.4562 72%.
(54). “Russisks med lille r,” A. Esbjørnsen Weekendavisen 6. august 2025.
Skriv en kommentar