Det åndelige arbejde (“folkets arbejde”), som vi udfører i liturgien, kan selvfølgelig også “tages med ud på gaden” i hverdagen. Det er meget svært at gøre i vestlige “hver person for sig selv”-samfund, fordi det generelt kræver, at man “svømmer opstrøms” i samfundet. Men på grund af “sobornost” er det muligt at udføre “folkets arbejde”, mens man “svømmer med strømmen” i det russiske samfund. Det er naturligvis meget nemmere at gøre.
Jeg har arbejdet på dette i 20 år nu, hvor jeg regelmæssigt har deltaget i liturgien, som var min “skole”, alt imens jeg levede som en de facto “bymunk” (dvs. kæmpede i “frontlinjen”, levede alene og ikke afsondret fra “verden” i et kloster).
Nu, hvor jeg er tilbage i Sankt Petersborg, har jeg for nylig haft en dybtgående oplevelse af at bringe “folkets arbejde” ud på gaden. I kombination med at jeg har fundet et nyt åndeligt hjem i “Kirken for alle helgener, der skinnede frem i det russiske land” i Victory Park, er jeg nu i stand til at leve et åndeligt tilfredsstillende liv i fred og omvendelse, “at elske din næste som dig selv” – målet for den ortodokse livsstil, som det aldrig rigtig lykkedes mig at etablere i noget vestligt land, hvor jeg levede som “bymunk”, inklusive det ortodokse Grækenland.
For at forklare dette er jeg nødt til at forklare stadierne i min vækst i forståelse:
Da jeg boede i Sankt Petersborg i 2013, udviklede jeg en “bønnemetode”, som jeg kalder “Moscow Station practice”. Jeg gik bevidst til Moskva-stationen, hvor der sandsynligvis var et hav af kroppe, og arbejdede simpelthen på at være til stede som min “bøn”. Mange forbipasserende gav mig selvfølgelig følelsen af, at deres “vægt” pressede på mig eller trak mig ned, og jeg overvandt denne følelse med aktiv “bøn”, idet jeg fandt kilden til min reaktion indeni og forvandlede den til aktiv kærlighed – normalt til den “tunge” person, som jeg også havde til mig selv. “Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig, en synder”, så jeg kunne forblive mig selv.
Jeg blev vant til at opleve en vis følelse af “ankomst” i de forbipasserendes kontekstuelle “vægt af kød” til den “perceptuelle volumen” og “vibrationstæthed”, som jeg er vant til at opnå som en forenet tilstedeværelse i liturgiens “trinitariske fællesskab”. Jeg kan godt lide at sige, at jeg “ankommer” til dette “perceptuelle volumen” gennem min praksis med “folkets arbejde” med en tilgang, der er “vinkelret” på det, jeg kalder “kroppenes plan”. (45)
Det er selvfølgelig et abstrakt begreb, som jeg vil forsøge at præcisere: I liturgien stiger vi fra “kroppenes plan” ind i “den liturgiske tid”. Hver af os “ankommer” i vores ene tilstedeværelse, i et trinitarisk fællesskab, hvor skellet mellem de to verdener “mand” og “kvinde” ikke længere eksisterer. I min praksis med “Moscow Station” gjorde jeg faktisk det modsatte af, hvad vi gør i liturgien. Det vil sige at være samlet, forenet, bedende og fuldt bevidst om “Skaberens kærlighed”, der kommer ned over os og “ankommer” i strømmen af kroppe på “kroppenes plan”. Jeg siger, at denne “ankomst” sker “i en ret vinkel”, fordi de mennesker, vi møder, selvfølgelig altid ønsker at se os ud fra deres fornemmelse af deres tilstedeværelse i deres “perceptuelle volumen” og fra “vibrationstætheden i deres perceptuelle volumen”. Som regel vil de forbipasserendes “vibrationstæthed i det perceptuelle volumen” ikke være i “trinitarisk fællesskab” med os. (Selvom det også kan ske. Jeg oplevede engang, at en præst kom hen til mig, da jeg brugte “Moscow Station”-metoden, og fortalte mig “fortsæt det gode arbejde”). Så at indgå i “trinitarisk fællesskab” med forbipasserende kræver bevidst ARBEJDE – dvs. “folkets arbejde”. Og så er opgaven at “gøre plads” til sig selv i denne sammenhæng uden at forstyrre andre, dvs. at elske dem som sig selv.
Gennem praksis med “Moscow Station” oplevede jeg regelmæssigt det, jeg kalder “liturgisk tid” i den daglige verden. (46)
Denne “Moskva-station”-praksis har også været nogenlunde effektiv i Danmark, der ligesom Rusland er et kollektivistisk, omend ateistisk, samfund. Men den fungerer ikke i det amerikanske samfund. Det opdagede jeg, da jeg kortvarigt vendte tilbage til USA efter Danmark. Selv om jeg normalt kunne “ankomme vinkelret” på “kroppenes plan” under alle omstændigheder, resulterede det aldrig i mere end en meget kortvarig oplevelse af “liturgisk tid”. Forskellen mellem de to sociale kontekster er, at i Rusland er “sobornost” stadig manifest, dvs. en “superorganismisk” “forbundethed” inden for den kollektive “kærlighed af det russiske folk”. I modsætning hertil er der i det amerikanske samfunds “kult af individualisme ude af kontrol” også en form for “superorganismisk” “forbundethed”, men den har intet med kærlighed at gøre. Det er faktisk ret skræmmende – en skræmmende følelse af at være en narcissistisk, selvtilfreds ego-locus inde i en åndløs maskine. For at være i “bøn” i den sammenhæng er det absolut nødvendigt at “svømme mod strømmen”, det vil sige at undgå at falde i denne “forbundethed” for enhver pris. (47)
Efter at være flygtet fra USA som “åndelig flygtning” og flyttet tilbage til Sankt Petersborg opdagede jeg til min store tilfredshed, at jeg kunne udvide praksis med “Moscow Station”, så jeg ikke bare bevægede mig “vinkelret” på det mere generelle “flow” i “kropsplanet” og derved kortvarigt oplevede “liturgisk tid”, men også aktivt og bevidst blev i bøn i dette “flow” i “liturgisk tid” (i det mindste for en stund).
Jeg kaldte denne udvidede “bønnemetode” for “Nevsky Prayer Walking”. Jeg gik denne “bønnevandring” hver dag i strømmen af fodgængertrafik i centrum af Sankt Petersborg (normalt omkring 8 km) i flere måneder. (48)
Det begyndte altid med en følelse af “tyngde”. Alle virkede meget, meget “tunge” på mig. “Mænd”, “kvinder” – alle var ens. Jeg forsøgte at være i “bøn” på samme tid, hvilket betyder, at jeg samtidig stræbte efter at relatere mig til “Skaberens kærlighed” og “huske mig selv”, og også “elske mine naboer (andre) som mig selv”. Målet var at overføre alt, hvad der kom til mig fra “Skaberens kærlighed”, tilbage til menneskene omkring mig. Det “tilhører” ikke mig. Jeg “ejer” det ikke. “Skaberen” elsker alle.
Først opstår der den samme klare følelse af “ankomst” i de forbipasserendes kontekstuelle “vægt af kød” i den “perceptuelle volumen” og “vibrationelle tæthed”, som jeg er vant til at opnå som en samlet tilstedeværelse i det “trinitariske fællesskab” i liturgien. I forsøget på at blive en del af “flowet” gjorde jeg det samme som i liturgien – projicerede “åndelig kærlighed” som en “åndelig erstatningsspænding”, “skubbede” følelsen af “vægt” væk hos andre (mens jeg holdt begrebet “jeg elsker dig” i mit hjerte og bekæmpede negative reaktioner eller tanker om den “tunge” person). Nogle gange var jeg nødt til at stoppe op og “nå frem til rette vinkler” i nogle få øjeblikke. Til sidst kom jeg til et punkt, hvor “flowet” ikke føltes så “tungt”, og jeg kunne begynde at behandle mænd og kvinder forskelligt. Der er nogle nuancer i dette, men overordnet set var det en proces, hvor jeg “brugte blåt som sort”. Med dette mener jeg, at jeg med kvinder projicerer “åndelig kærlighed” på en måde, der efterligner den sædvanlige handling af mandlig “sort” kødelig energi, og med mænd projicerer jeg “åndelig kærlighed” i brystet, det vil sige “kærlighed”, men på en måde, der efterligner spændingen i den sædvanlige “bryst-butting” mandlige posering. Målet er, at de hver især skal blive din elsker i “blåt”, men ikke have nogen tiltrækning (eller byrde) i “sort”. Det betyder at VÆRE det “surdej”, der “syret helheden”(Mattheus 13:33). (49)
På en god dag ville jeg til sidst nå en “midte”, hvor “kødets tyngde” i almindelighed og den “fundamentale spænding” i særdeleshed ikke længere påvirkede mig. Når jeg nåede “midten”, blev jeg ofte meget opmærksom på “Skaberens kærlighed”, der strømmede ud over det russiske folk. Det er ærefrygtindgydende, som en gigantisk liturgi. Og jeg kan ikke overdrive betydningen af det faktum, at denne oplevelse faktisk ikke kan fås i USA – selve eksistensen af en “midte”, hvorfra man kan gøre denne observation, afhænger af “sobornost” – det russiske folks “superorganismiske” kærlighed, hvor den “grundlæggende spænding” mellem de adskilte verdener “maskulin” og “feminin” løses kollektivt (og sandsynligvis også af den betydelige demografiske udbredelse af troende).
Der er ingen sådan “midte” i USA, så den demografiske udbredelse af “troende” dér er mere eller mindre irrelevant.
Noter:
(45) Som forklaret tidligere mener jeg med “kropsplanet” det “perceptuelle” “plan”, hvor indflydelsen fra “kødets vægt” er tydelig.
(46) Som forklaret tidligere mener jeg med “liturgisk tid” det “niveau”, vi når på det “sted” i “rum” og “tid”, hvor liturgien fejres, når vi går fra “kroppenes plan” til enhed i “Kristi mystiske legeme”.
(47) Den følelse af “fred”, der kommer af at “følge med strømmen” i det “mekaniske kapitalistiske” USA, har intet at gøre med “Kristi fred” og er efter min mening en fuldstændig falsk konstruktion.
(48) Jeg flyttede væk fra centrum, men fortsætter nu denne praksis hver dag og begynder med en tur med metroen, som i sig selv er en øvelse i at udføre “folkets arbejde” på vej til selve “bønnevandringen”.
(49) Det er rigtigt, at “blå” altid “løfter”, mens “sort” altid “tynger ned”.
Skriv en kommentar